Medv.: AALY TRIO + PER HENRIK WALLIN, ANIMES, CLOUDCHAMBER, DJUSTABLE, FRIM STORBAND, GUL3, GUSH, LOKOMOTIV KONKRET, LOW DYNAMIC ORCHESTRA, LSB, MATS LINDSTRÖM & SÖREN RUNOLF, PETRI-NORDESON-SÖDERBERG, POSITION ALPHA, ROCKOUT, TOO MUCH TOO SON ORCHESTRA, BIGGI VINKELOE TRIO, Jörgen Adolfsson, Lars Almkvist, Andreas Andersson, Johan Arrjäs, Andreas Axelsson, Johannes Bergmark, Johan Bertling, Tommy Björk, Dror Feiler, Arne Forsén, Peter Friis-Nielsen (eneste dansker - fordi han er med i en svensk gruppe), Magnus Granberg, Mats Gustafsson, Tuomo Haapala, Tomas Hallonsten, Andreas Hedvall, Per-Åke Holmlander, Peter Jansson, Thomas Jäderlund, Raymond King, Niklas Korssell, Jonas Kullhammar, Martin Küchen, Mats Lindström, Fredrik Ljungkvist, Henry Moore-Selder, Christian Munthe, Hermann Müntzing, Anders Nilsson, Kjell Nordeson, Hans Olding, Henrik Olsson, Johan Petri, Paul Pignon, Mattias Risberg, Sören Runolf, Sten Sandell, Marie Selander, Amit Sen, David Stackenäs, Mikael Stavöstrand, Raymond Strid, Lindha Svantesson, Leo Svensson, Peter Söderberg, Lars Göran Ulander, Peeter Uuskyla, Per Henrik Wallin, Jonny Wartel, Christian Werner, Biggi Vinkeloe, Stefan Wistrand, Johan Zachrisson, Ulf Åkerhielm.

I 1979 og 1989 holdt man festival for improviseret musik i Stockholm. Den nærværende og den i 1989 var arrangeret af musikerforeningen FRIM, Föreningen för frit improviserat Musik. Medarrangør var tillige Blue Tower Records, og man gætter nok ikke forkert om, at det er på det plademærke, en bebudet dobbelt-CD fra festivalen bliver udsendt.

Igen fandt det sted på Fylkingen. 4 dage, godt 50 svenske musikere, 30 timers aktiviteter - fortløbende, ikke parallelle - hvoraf jeg overværede de 24 første. Adskillige yngre musikere og tilhørere - publikummet kom sjældent under 80 i antal og var oppe omkring 120 med inddragelse af ståpladser i weekendens prime-time.

Programmet vekslede mellem nye grupper sat sammen til lejligheden - en populær specialitet inden for improvisationsmusikken - og eksisterende, sammenarbejdede grupper. Sverige har noget at byde på med improvisationsmusik, og Stockholm placerer sig her i godt selskab sammen med byer som London og Berlin.

"Klangen hænger ikke mere sammen i en grov masse, men må holdes sammen af et tæt, fintvævet netværk", skrev Stockhausen og Eimert i forordet til die reihe 1 i 1955. En af musikhistoriens mere oversete programerklæringer, i forhold til hvor profetisk den egentlig har været. Den serielle musik, som var trenden dengang, havde visionen om ikke blot gennemorganisation, men nok så vigtigt, gennem-nuancering af hele det musikalske materiale - og de enkelte lyde blev naturligt nok udgangspunkt, musikken blev punktuel. Og dannede netværk, klanglige processer i stedet for gestikulerende fraser og kendte arkitekturer med neoklassisk funkis-præg og hvad det ellers kunne være.

Englænderen Derek Bailey, nok den fri improvisations mest kendte repræsentant, studerede Webern for at komme ud af sine indgroede vaner i guitarspillet. Det er dog et individuelt tilfælde. Hvor sandt det end er, at den post-webernske serialisme kun er en blandt flere veje til at opdage og værdsætte det klanglige nu som udgangspunkt for musik, og hvor fjernt den umiddelbare efterkrigstids centraleuropæiske kompositionsmusik end er fra Stockholms unge og for den sags skyld også ældre improvisationsmusikere, så slår citatet mig som beskrivende en historisk erkendelse, noget som er blevet almengods. Musikkens stof væves sammen fra grunden af i klanglige processer af individuel art. En øget sensibilisering, en trængen ind i at føle materialet mere, en mere håndvævet approach. En slippen af med klicheer og "grove masser" til fordel for et mere "fintvævet netværk". Den post-webernske kunstmusik blev punktuel, og jazzens be-bop tidligere endnu er en interessant parallel.

Sådanne tanker trængte sig på hos mig i forbindelse med torsdagens musik. Musikerne i den ene gruppe efter den anden, både faste og ad hoc, spillede klanglige partikler ud mens de lyttede til og reagerede på hinandens partikler, som udviklede sig til strukturer. En naturlig måde at lade musikken opstå i diskussion på. En herlig enhed af struktur med dens logik og formelagtighed og så den individuelle, ikke-systematiserbare dialog. Vokalisterne som indgik på lige fod med instrumenterne gjorde det non-verbale dialogaspekt særlig pædagogisk tydeligt med spørgende, eksklamatoriske og andre tonefald. "Low dynamic orchestra" var heller ingen undtagelse. Som navnet siger spiller det mest piano, og man har således god lejlighed til at lytte til hinanden. Ideen har man taget fra Morton Feldman, men den feldmanske minimalisme har man ikke haft brug for. Orkesteret rummer veteranerne Sten Sandell (pno), Raymond Strid (perc), Ivo Nilsson (trb) der også kendes som interpret af komponeret ny musik men som iøvrigt her blev erstattet af Peter Söderberg på en stor lut med lange resonansstrenge, samt Amit Sen (vcl) og Kjell Nordeson (perc). Også en gruppe som "Animes" bestående af guitar, slagtøj og bas hørte til her og lød langt mindre jazzpræget end besætningen lod formode. De fintvævede netværk havde forskellige luftigheder, mønstre og grad og slags af bevægelighed. I et tilfælde (Kullhammar/Hallonsten/Werner) opstod et polyfont konglomerat af stærkt kontrasterende tråde i vævningen, der dog netop sine steder blev svejset sammen. I et andet (Risberg/Almkvist/Wartel) blev solide lyd-stykker i samarbejde bygget op til noget, der lød som et musikalsk Eiffeltårn, sammenligneligt med musik af Xenakis måske, både eftertrykkeligt og elegant på samme tid.

Vist var der andre ting end de helt fintvævede. Nogle konstellationer lød free jazz-agtige, hvor det var som om et tempo i sig selv eller en pludseligt indført walking bass kunne bære et livligt irregulært rytmisk lydbillede. "Cloudchamber" med bla. Johannes Bergmark som en fremtrædende repræsentant for de musikere der laver selvbyggede instrumenter, lød ikke helt uligt navnet. Og svensk improvisationsmusiks internationale yngre stjerne, Mats Gustavsson, hvis position kan sammenlignes med Hasse Poulsens herhjemme, spillede en soloafdeling på saxofoner, det samme gjorde Lars Göran Ulander - også Sten Sandell spillede en soloafdeling for klaver og computer. Hvorfor disse soloafdelinger skulle bestå i uafbrudt vild frenetisk aktivitet forstår jeg egentlig ikke - her syntes jeg, en monoton "grov masse" i klangen viste sig. Måske kan man opleve det som noget sportsligt - publikum var ihvertfald begejstret. "Too much too soon orchestra" ledet af Dror Feiler, hvis historiske LP "Saw" nylig gik for flere tusinde kroner på internet-auktion, leverede kunstfærdige heavy metal-lydblokke. Her var øjensynlig - eller ørenhørlig - tale om arrangeret musik. Og FRIMs Storband spillede 3 skrevne kompositioner. Den af David Stackenäs var et fyrværkeriagtigt stykke med blokvise kontrastvirkninger og netop meget orkestralt i sin udjævnen af de enkelte musikeres individualitet - en "maskinvævning" af det musikalske stof, hvor selv de improviserede soloer, åbenbart influeret af stemningen, lød ens og nøjagtig lige hektiske. Men storstilet var det. Helt anderledes var Sten Sandells orkesterstykke, som byggede på at en lille gruppe strengeinstrumenter og skiftende solister startede, hvortil resten af orkesteret (heraf mange saxofoner) senere forholdt sig med en stille baggrundsagtig lyd - med magisk intense overgange, måske takket være den umiddelbare appel i at overtage musikken fra kollegerne. Kammermusikkens magi overført til orkesteret - et stykke, der kunne være et tankevækkende oplæg til eftertanke for andre komponister.

Metaforen om at musikken væves sammen til ét langt stykke stof holder efterhånden ikke. De gradvise udviklinger er ganske vist karakteristiske for improvisationsmusikken, men enerådende er de heller ikke. I nogle af de free jazz-prægede grupper kunne ret pludselige skift forekomme, nok på baggrund af en indforståethed med spillereglerne. Men det kunne ganske vist også ske når musikken var frit lyd-præget. Biggi Vinkeloe Trio med den danske bassist Peter Friis-Nielsen spillede free-bob efter forlæg som angiver stykkets stemning med stikord, men uden at notere temaer og former. En ad hoc-gruppe (Uuskyla/Haapala/Wistrand) var interessant heterogen - Haapala spillede melodilinjer, de andre mere de partikel-prægede lyd-ting. Musikernes gradvise møde og given plads for hinanden gav musikken en ganske varieret form. Gul3 med meget unge folk (Leo Svensson, vcl/Henrik Olsson, perc, Johan Arrjas, sax) spillede et langt nummer hvor en traditionel melodi i harmonisk arrangement ganske langsomt og konsekvent forvandlede sig til fri improvisation, først med tonaliteten som dronebaseret, siden helt frit. - Og så er der endda meget, jeg ikke har nævnt her.

Teori manglede heller ikke, 3 timer var afsat til foredrag og spørgsmål. Guitaristen Christian Munthe diskuterede det klassiske spørgsmål om hvad improvisation og især fri improvisation egentlig er. Først stillede han spørgsmålet, om det egentlig er muligt ikke at improvisere. Den menneskelige og ikke forudseelige faktor er jo altid vigtig i musik, medmindre man er en computer. Via overvejelser om hvad bevidste og ubevidste valg samt tilfældigheder betyder, bla. omkring spørgsmålet "kan man spille forkert", nåede han frem til at den der improviserer frit har en særlig høj grad af akcept af det der indtræffer under processen og lyst til at omstille sig. - John Corbett, musiker fra Chicago og forfatter til bogen "Extended Play. Sounding off from John Cage to Dr. Funkenstein", Durham, North Carolina (Duke University Press, 1994) med tekster om angelsaksisk eksperimenterende musik og interviews, fortalte om Chicagos rolle i jazzhistorien frem til nu. Og Thomas Milholt, som er intermedia-kunstkurator og som skriver masser af anmeldelser af improviseret musik i bladet Gränslöst, talte smukt om øjeblikkets betydning. For at nå til tingenes rette sammenhæng, de øjeblikke hvor man ikke ønsker at være andre steder end lige der hvor man er, som i kærligheden, er frihed nødvendig.

Hvis man vil vide mere om improvisationsmusikken: en fremragende nyhedskalender for svensk og skandinavisk improvisationsmusik giver FRIMs hjemmeside: http://www.musiker.nu/frim/ .

Carl Bergstrøm-Nielsen's Favourite Litterature and own Writings (CBNs yndlingslæsning og egne skrifter, delvist også på DANSK.)

Back to INTUITIVE index ...