13 nov. 2020 kl. 17:42 skrev Carl Bergstroem-Nielsen (DK)
Kære Johannes,
jeg fik læst det af din afhandling der handler om det Stockholmske improvisationsmiljø og skrevet et lille resumé til min bibliografi (se nederst).
Og så fik jeg lyst til at forklare mig lidt, over for at du nævner at have vanskeligheder med den intuitive musik.
Det er på grund af højdepunktsoplevelser at komposition interesserer mig. Som barn og ung havde jeg store oplevelser med klassisk musik, senere kom ny musik og improvisation - og ideerne om den åbenhed, både udtryksmæssigt og socialt, de medfører. Og som studerende og frem var jeg i flere sammenhænge, hvor vi skiftedes til at spille hinandens stykker. Jeg syntes det var fantastisk, så forskellige ideer der kom frem, som var gode på hver sin måde. Materialet bør være improviseret, men at sætte tingene på kompositorisk begreb kan altså godt zoome ind - både i materiale/struktur og oplevelse. Der er måske intet (ud over kærlighedslivet og visse naturoplevelser :-) der har været så opløftende for mig som musik. At skabe det selv blev derfor - yderst interessant.
Jeg deler idealet om åbenhed. I 70-erne havde tingene en duft af revolution, men jeg er aktivt imod at frie musikformer skal identificeres med noget fortidigt. Vi skal vise nødvendigheden, tilgængeligheden og gavnligheden af dem og forholde os til den skiftende nutid. Og allerede dengang (Postcard-Music) havde jeg ideen om komposition som "brugs-ting". Altså lissom at en smukt udformet kaffekande kan gøre hverdagen lidt mere kunstnerisk for de mange. Der føler jeg mig på linje med Frederic Rzewski, når han siger: Don't construct images. Create meaningful rituals. Skal vi skærpe vores åbenhed over for poesien, kræver det at alle menneskelige evner, forstand, følelse og intuition, aktiveres og at vi opbygger gode metoder til at nærme os den. Og det gøres ikke kun af enkeltindivider, vi står på hinandens skuldre og lærer af hinanden. Derfor skrev jeg om kurset i 2014 at det var for "ambitiøse komponister" (osse med den undertone at her drejer det sig ikke om at blive bedre til at vinde konkurrencer).
Komponistkolleger der osse arbejder med åbenhed er fx. grækeren Alexis Porfiriadis (han er meget radikal med det og ambitiøs med det kreative gruppesamarbejde som han har skrevet en PhD om), og Casper Cordes i Danmark.
Det er beklageligt, som økonomiske overvejelser kan gøre komponister konforme, så de laver det de tror passer bedst ind i støttestrukturer og arrangørernes ønsker. Jeg ser den næsten eksklusive brug af gammeldags, autoritær notation som et udslag heraf - jeg tar gerne spørgsmålet op med kolleger, oftest påstår de, at det er et frit valg, men jeg er skeptisk. - En modgift mod konformitet gr. angst for økonomi kan være at skille den kunstneriske kernevirksomhed fra de jobs, man tjener penge på.
Giver det mon mening for dig...
Hilsener!
Carl
|