De europæiske mænd i deres futteraler.

Artikel af Carl BN fra 1996.


For nogen tid siden sad jeg på et hotel i London og spiste morgenmad. I nærheden sad en indisk familie, og deres lille pige løb omkring i en flot, orangefarvet kjole. Og jeg sad og blev helt misundelig på hende. Hun var ikke særlig gammel, men så alligevel ud til at være selvbevidst omkring sin fine og elegante fremtræden. Selv om jeg er en mand, kunne jeg godt tænke mig at prøve at gå i kjoler, skørter, kutter, kilte og hvad det ellers kaldes. Også selvom min seksualdrift retter sig mod kvinder. Det ser elegant ud med dette stof der bevæger og folder sig omkring kroppen. Og som både små og store piger giver udtryk for, det er sjovt at gå rundt i. Hvorfor gør mænd ikke det?

Lidt efter gik jeg over Trafalgar Square, hvor søhelten Lord Nelson står på toppen af en kæmpestor søjle. Jeg kikkede op på ham, og det slog mig, at her var noget af en forklaring. Det har tilsyneladende været nødvendigt at koble mændenes magtfuldhed sammen med en ridderlig moral, der i det mindste giver det smukke køn opmærksomhed gennem en eller anden form for privilegium. Så det ville være uridderligt og påtrængende, hvis mænd gjorde lige som kvinderne med tøjet. De må være mere asketiske.

Ifølge denne opfattelse er kvinder mødre, mænd er krigere. Kvindernes domæne er skønheden, æstetikken, at indrette sig så man har det rart, at vise omsorg, at have rådighed over de blide følelser. Mens mændenes domæne er at udfolde vilje og handling - og de skal være stærke og modstandsdygtige og have aggressivitet til rådighed. At klædedragten skal være så forskellig er også et ritual, der får os til at huske, hvordan arbejdsfordelingen forventes at være mellem kønnene.

Men de evt. forskelle kan overdrives. På andre områder kan vi mænd godt dyrke æstetikken og det følsomme. Min sympati for skørterne har bla. at gøre med lysten til at være og personificere disse sider af det menneskelige. Og der findes også tilladte områder. Mandlige digtere og andre kunstnere må beskæftige sig med følelserne uden begrænsninger. Et godt emne til diverse sammenligninger er blomsterne. Havedyrkning og interesse for naturen er helt legitimt for mænd. Ja, malere som Monet og van Gogh er ligefrem særlig berømte for deres blomstermotiver. Kommer vi derimod til klædedragten, så hører blomsterne pludselig absolut kun kvinderne til - med slipset som en mulig undtagelse. Hjemmet er en blandet sfære. I dets fælleskultur kan begge køn godt leve blandt blomstrede gardiner, møbelstoffer, tæpper, tapeter, servietter, service, duge, håndklæder og sengetøj, selvom det plejer at være kvinderne der indkøber disse ting.



Figuren viser klædedragten som hørende til den såkaldte intimsfære, erhverv og interesser i socialsfæren og hjemmet midt i. I den inderste cirkel må kvinderne gøre præcis hvad de vil. Som bekendt er der ikke et eneste klædningsstykke i den mandlige garderobe, kvinder ikke ville kunne tillade sig at bruge. Omvendt er der ikke et erhverv eller en interesse, mænd ikke må engagere sig i - selv dametøjs-mode!

Så mændende, eller rettere, den patriakalske kultur, har sørget for, at mænd er fødte multi-mennesker i erhvervslivet. Som kompensation er kvinderne blevet fødte multi-mennesker i klædedragten. Er det ikke lovlig firkantet?

Indtil 1967 havde politivedtægterne et forbud mod at mænd optrådte i kvindetøj (kvinderne havde ikke noget tilsvarende forbud). Det er blevet ophævet, men uniformeringen at det ene køn er fortsat. Og den gælder ikke blot i arbejdstiden, men hele døgnet - og for børn næsten uden aldersbegrænsning nedefter. Hvad er det, det skulle være SÅ vigtigt at skille ad?

Den jungianske psykologi må lige berøres. Her forestiller man sig, at det hele, modne menneske bliver sig bevidst at indeholde både mandlige og kvindelige væremåder og bliver i stand til at optage og bruge dem begge i harmoni - for mænds vedkommende, at erkende og integrere den såkaldte anima. Jeg kan ikke lade være at forestille mig situationen, hvis vi levede i en kultur, hvor børn kunne lege frit med rollerne og tøjet. I så fald ville det, der hos Jung anses for en visdoms-opgave, som tilfalder den modne alder, bogstaveligt være børnelærdom!

Ser vi blot lidt ud i verden - man behøver bare gå en tur i København - så er andre kulturer jo fulde af skottekilte, arabiske gevandter, afrikanske, indiske og javanesiske lændeklæder m.m.m. Den herskende uniformering kunne være en stivnet vane. En herlig beskrivelse af Karen Blixen må her citeres: "Når jeg tænker på de kjortler, som arabere og somalis går i, og på netop den ynde og den værdighed, som de gi'r deres skikkelser - så må jeg beklage vores europæiske mænd i deres futteraler".

Hvis nogle mænd begyndte at gå i forskellige former for denslags, ville det sende et signal om sympati for de feminine værdier - og score points hos typer som Karen Blixen og andre.

90-erne har haft en tendens med rockstjerner, der har et androgynt, dvs. køns-ubestemmeligt præg: David Bowie og Michael Jackson... og film som Tootsie og Mrs. Doubtfire har leget med transvestismen, at mænd helt og holdent klæder sig om som kvinder. Den stadig populære kultfilm "The Rocky Horror Picture Show" med Frank'n'Forter, som jeg ikke helt ved om er androgyn eller transvestit, fordi han/hun genialt nok kun viser sig i undertøj, stammer ganske vist helt tilbage fra slutningen af 60- erne. Danseforestillingen Nelken af Pina Bausch vist i Kbh. i 96 havde mænd i kjoler, der gjorde smukke figurer a la græske guder...En eller anden bevægelse er der i kønsrollerne.

Klædedragten er den sociale hud - personens synlige overflade. Hvad ville der ske hvis vi slap uniformeringen? Ihvertfald at vi havde det sjovere. Huden ville vejre en anden luft. Måske ville vi i højere grad føle det, som om vi havde antenner over hele kroppen, som ‚n har sagt. Jeg forestiller mig det som et karnevalsagtigt dansegulv, hvor de sarteste digtertyper og James Bonder findes - og bekendtskaber kunne hurtigere gå til sagens kerne. 80-erne bragte typer som Dan Turell og Poul Borum - Turell med de sortmalede negle, læderhat og fløjlsjakken og Borum med de stramme bukser og læder og nitter og festlige skjorter. Typer som holdt fast i deres eget. Den tendens kunne vi fortsætte. De kvindelige modstykker til denne vision findes allerede. Vi kender sikkert alle forskellige "butch"-ede eller drengede typer (Frk. Smilla), lettere science-fiction-agtige væsener og mer endnu.

Skørtet inspirerer til at gå på forskellige måder - langsomt elegant skridende eller med mere livlige bevægelser, i mange varianter alt efter længde og art. Vi kan opleve det derhjemme og lade det være en berigelse af den almene kropsbevidsthed. Men som den sociale hud fortjener tøjet også at komme mere ud. Mine erfaringer til nu i private og mere offentlige sammenhænge har ihvertfald været spændende.

Nogle mænd der søger det feminine lægger vægt på at illudere som kvinder - de må så bruge visse kunstgreb for at få tøjet til at bule ud de rigtige steder og dække skægstubbe med make-up. Sådanne rigtige transvestitter kan virke meget overbevisende, og det er en fin demonstration af, at det feminine er noget almenmenneskeligt. Men jeg tror, en mere beskeden rolle er sagen for en del af os, inkl. mig selv. Foreløbig har jeg kun den engelske betegnelse 'skirtlover' herfor, som jeg har fundet på Internettet. Det er i al sin enkelhed mænd, der går i skørter fordi de er behagelige, ser godt ud og fremhæver andre træk ved personen. Derfor kan vi jo godt være udmærket tilfredse med den krop vi har. Idetheletaget syns jeg, helhed er sagen. Jeg vil da ikke opgive de maskuline træk. Hvilken forenkling! Vi bør så vænne os til at associere skørterne med den mandlige krop også. Modeller kunne være indtrykket af de græske guder i danseforestillingen. Eller den araber, jeg så i Tivoli i sommer... Når anslået 50.000 danske mænd anser sig selv for transvestitter, hvor mange kunne mon så i grunden tænke sig at være med her - mon ikke fler endnu? Som skirtlover kan jeg endda betragte skægget som et feminint træk, den mandlige tradition tillader. Ho-ho!

Lord Nelson står vist stadig på sin søjle i London. Men måske behøver vi ikke tage hans stil så højtideligt. ***


Kommentarer...


Tilbage til Skørtets Venner
...