ANMELDELSER AF CDer (mv) MED IMPROVISERET MUSIK

På denne side gengives mine anmeldelser af improviseret musik i Dansk Musiktidsskrift - de nyeste øverst.

Til Dansk Musik Tidsskrift 5, juni 2005/06:

Efter internettet er pladebutikker ikke mere nødvendige. For ny og improviseret musik er det en kulturrevolution så murens fald næsten blegner. Nogle af de mest spændende udgivelser er nu engang ret så ikke-kommercielle og vil aldrig (eller kedsommeligt sent) komme frem på anden vis, og der findes mange væsentlige kompromisløse ting helt nede der, hvor individuelle musikere producerer nogle få brændte cd’er. Heller ikke alle miljøer har jo tradition for kulturstøtte. Man kan søge på nettet med »improvised music CD« eller »experimental music CD« – og passe på tids- og kreditkortforbruget … – gå videre med kunstnere man er specielt interesseret i, følge links osv.

Her koncentrerer jeg mig (næsten) blot om et enkelt eksempel. Blandt de utallige bittesmå selskaber hører Public Eyesore til de kæmpestore og har base i Omaha, største by i den amerikanske stat Nebraska. Som så mange andre selskaber bestyres det af en musiker der er startet med at udgive sin egen musik, Bryan Day – i 1998. I skrivende stund er der kommet 97 udgivelser. Herunder noget om hvad man kan finde på www.publiceyesore.com

Onnyx (Kinno Yoshiaki): Private Idioms. Nr. 40, 2001. Solo guitar

Lane, frie soloimprovisationer på el-guitar. Udpræget glæde ved at bruge fingrene og et hurtigt tempo. Filigranagtig differentiering af lyden – klokkeklare toner, fingerspils-strukturer, kradsen, tørre ansatser med strengene løst mod båndene …

Efter en stilfærdig begyndelse der kalder ud i rummet starter noget der lyder som polyfone glissandi – ved nærmere lytning en blanding hvor diskant-fingerspil myldrer og hvor brugen af bottleneck især høres i glissando på de dybere strenge. Det kan også gøres hurtigere, erfarer vi nu! Og så en næsten regelmæssig skiften registre op-ned … men nu varieres hastigheden, som skyer der fortættes og fortyndes, sommetider dvælende (ikke mere kaldende), så suges lyden igen ind i en hvirvel, osv … det var de første 4 minutter ud af 24.

Afsnit udvikler sig, ændres i større eller mindre grad. Sommetider i et hop til nyt afsnit som lige netop fortsætter eller kompletterer eller balancerer det forrige. Referencer til minimalisme sparkes ind som sparsomme vittigheder, evt. til afslutning af nummeret.

Forrrygende virtuost – vidtdrevet i sin væren sig selv, i sin træfsikkerhed. Et eksempel på, hvordan improvisationsmusikken giver os instrumentet tilbage. En legen med figur og baggrund. Detaljer bliver til mønstre, som overlejres af nye struktur-ideer. Lidt en parallel til Nancarrow, men på andre præmisser.

I næste nummer på 29 minutter ligner alt, men er dog nyt – fx den klokke-agtige struktur 3:45 – og måske er der mere kontinuerlige stræk og færre spring i denne. Om det nu skyldes at den forrige var live, denneher en studieindspilning. Hvis man kan sige sådan når optagelsen ifølge coveret fandt sted i ophavsmandens dagligstue.

Khoury * Shearer * Hall: Insignia. Nr. 34, 2001. Mike Khoury, vl – Jason Shearer, sax, fl, cl – Ben Hall, perc.

Improviseret musik. Ved den klare free-jazzede start af denne cd tror man, man ved hvad der kommer, men nej! Her bevæger vi os uberegneligt mellem det og så fritonalt kammermusik-agtige ting og klanglige strukturer. Last Date er reduktionistisk enkel trods absolut fravær af aftaler. Adskillige minutter er der tre instrumenter sammen i en lang klangflade. Gradvist introduceres mere bevægelse: lidt hurtigere skift – fx subito fra bækkenhvirvlen – og det ender med flagrende melodier. – Six and Lodge begynder fx med spiccato i violinen, som fløjte og trommer helt forunderligt formår at gøre også til deres livsform en tid – så skiller det lidt ad – et afsnit med lange toner – og nu finder de så på at gøre lydene helt korte og punktuelle – men violinen ændrer billedet ved at ville noget andet, vegeterende-vippende. Sul ponticello-spil på violinen bliver nu inspiration for et afsluttende pianissimoafsnit tilslut, hvori gnubbende slagtøjslyde indgår. – Og sådan skifter skæringerne.

Jack Wright & Bob Marsh: Birds in the Hand. Nr. 69, 2003. Jack Wright, as, ss, bcl – Bob Marsh, vcl, vl, processed voice.

Med fælles baggrund i Webern, men uafhængigt af hinanden, har kompositionsmusikken i 50erne (Darmstadt) og improvisationsmusikken i 60erne (Bailey mfl.) opdaget de punktuelle strukturer. Da åndedrætsagtige og metrumsbestemte fraser ikke mere var det selvfølgelige udgangspunkt, kunne man også bygge musikken op af mange små partikler. Øget sensibilisering, en langt mere håndvævet approach. Som Eimert og Stockhausen sagde i forordet til tidsskriftet die reihe 1 i 1955, »Klangen hænger ikke mere sammen i en grov masse, men må holdes sammen af et tæt, fintvævet netværk«. Og på omslaget her: »Improviseret musik som afspejler og celebrerer musikernes gensidige afhængighed«. Det punktuelle giver plads til masser af reaktioner og super-dialog i denne improvisationsmusik.

Mange små helt individuelle lyde med mulighed for lejlighedsvis kondensering, men faren for at gro fast undgås … kæde- eller guirlandeagtigt, mildnende til bløde toner – flere og flere farver i lydene og en 4 sekunders jazzfrase bliver i denne kontekst vildt frivol – kildrende kortheder med netop de små pauser det kræver – vekslende kollektive temperamenter og en solo – hvirvlende med pauser som klar luft omkring — de 6 skæringer giver sig alle god tid. Men musikken sover ikke.

V.’stYe. James Guggino, drums/noise – Jeff Surak, homemades/hurdy gurdy/noise – Carl Merson, bgt, gt (special guest). Nr. 48, 2002.

Dette er noise music – kender du genren? Nu ofte sat i forbindelse med Merzbow fra Osaka i Japan, før det med New York (Zorn mfl.), og forbindelsen kan trækkes helt tilbage til futuristerne om man vil … Men altså, maskinagtigt, konstant høj dynamik når den spilles ved koncert, statisk/monotont, sommetider hvidstøjsagtigt. Ofte som electronica, instrumentalister kan dog også være med (som nr. 51 fra 2002 i øvrigt klart demonstrerer med Yoko Sato på solo guitar). Mange flot varierede og afvekslende monotonier her, så at sige. Rytmisk afbrudte samplinger – formørket guitarlyd krydret med bla. denatureret trommesætslyd – noget lidt alarmsirene-agtigt sammen med metalagtigt skarpt knas – bløde koriske strengelyde mm.

Jad Fair and Jason Willett: Superfine Nr. 76, 2003.

Her er glad rock med poppede tekster og rap-agtig deklamering, men den fræsende ostinato-facon er meget langt fra mainstream. Punk Rock 1996 Pt. 6 er en elegant parodi på den patetiske skrige-stemme, en af rockens klicheer par excellence, som den elektroniske forvrængning gør rigtig barnligt-hysterisk.

Ja, så er der også fx Emergency String Quintet (Nr. 57, 2001) med sin fordomsfrie brug af den velplejede strygerlyd, japansk freejazz med kraftige kontraster og reliefvirkninger (Nr. 65, 2003) og forskellige mere ambient- eller tilstandsagtige ting.

Sådan kan en ikke-kommerciel mangfoldighed se ud!

live (2004). flas 1009. Michio Karimata, ssax, fl, stemme – Keiko Higuchi, stemme, trb, tamburin – Morishige Yuasumune, cello, mikrofon. www.morishigeyasumune.com

Så – nu kunne jeg ikke lade være at give et udblik til endnu en cd fra en anden kontekst. London er Europas store by for fri improvisationsmusik med koncerter flere gange om ugen. Men i Tokyo er der flere om dagen! Stederne er små og intime.

Blandt mangfoldigheden af små cd-rom udgivelser har jeg valgt denne. Tre musikere spiller et helt, langt sæt. Det er ikke fordi der ikke findes udgivelser med mange små numre. Faktisk er det næsten mere almindeligt – musikerne har det ofte med at vælge de ‘bedste’ passager ud. Men jeg syns musikformen kommer bedre til sin ret sådan her. Organisk flow som det jo er karakteristisk, men musikerne tør godt danne kontraster indbyrdes. Stemmer der kan lyde så anderledes at elektronisk bearbejdning bliver overflødig, strejf af følelsen fra Noh-teaterets sang. Impulser der kommunikerer eller danner klangfarver der næsten kildrer i næsen, lange toner der fordyber, pauser med en særlig forfriskende brise-agtig karakter.

Til Dansk Musik Tidsskrift 7, maj 2001/02:

Quatour Accorde: Angel Gate (1998-2000). Phil Durrant (violin), Charlotte Hug (viola), Mark Wastell (cello), Tony Wren (double bass). Emanem 4050, www.emanemdisc.com

Denne cd irriteres jeg over. Kendt, respektabelt pladeselskab og ditto musikere. Men allerede første blik på indholdsfortegnelsen får mig til at tænke: “Åh, igen denne stykken sammen af småbidder … 2:28, 4:45 osv. osv.”, og midt i det hele et (endda grafisk fremhævet) mellemspil på 1:41 – hvorfor får vi ikke den ægte vare, som ved en koncert, ordentlige forløb, man kan følge med al deres spænding?

Når så mange ved deres koncerter er vilde med at improvisationen skal være 100 % fri uden snærende foreskrifter, hvorfor så denne censurering så snart der er tale om en cd, eller skal vi kalde det en kompositionsform, der alligevel ikke vil være ved sig selv? Nåja, hvis disse små indskud er en aftalt idé, er det vel en formildende omstændighed … og ironisk nok lyder de til at være ‘hele’ improvisationer i modsætning til mange af de andre.

Indrømmet, kontrabassoloen på 2:28 er ved genhør utrolig flot i sin studieoptagelse, der lyder, som om man sidder lige foran bassen, i hvis indre lyden reflekterer sig elegant. Meget flot spil af disse strygermusikere i det følgende skæringer, som dog for mig kører på stedet som et kalejdoskop i al sin perfekte funklen af disse klanglige juveler. Men det er karakteristisk nok først ved de sidste optagelser, som endelig er taget fra en koncert, jeg bliver lidt fanget og noterer noget om interessant sammenspil, som jeg synes så ofte dysses ned i studiets tilbagelænethed. Selv en skæring på et kvarter fades minsandten tilsidst! Martin Davidson, der kører pladeselskabet, har på dets hjemmeside forsvaret fremgangsmåden sådan: “I like the concept of having unedited improvisations on record. But life is not perfect, and very often performances have both good bits and bad bits.” Jeg vil lade læserens egen stillingtagen hertil få det sidste ord!

• one to (two) … (1998) Günter Christmann (cello, trombone); Mats Gustafsson (saxofoner). Okkadisk ODL 10002, www.okkadisk.com

Hvad årtiers forskning i IRCAM har ført til af integration mellem støj og tone er også blevet opnået på andre præmisser, fx af strygere der kradser, og blæsere der hvisler og smækker. Hvis det lyder forenklet, så tro om igen og hør denne cd: Den tyske freejazz-veteran Christmann møder den unge svenske stjerne Gustavsson. Kender nogen læsere Kagels Match für drei Spieler – lidt sådan begynder det.

Kagel drømte først stykket gentagne gange, skrev det sidenhen ned. Her spilles den slags frem! Høj fysisk udfoldelse og samtidig sensitivt, forskelle i forløbene der vil noget – blidt, stærkt, lejlighedsvis hysterisk, men der er netop tilsat en sådan dosis fred og ro trods al den lyd, at det undgår at kværne, men i stedet bliver sprællevende. Hvis man ikke er til det voldsomme, må man dog vist trykke på stop før de sidste seks skæringer. Transienterne er nemlig så kraftige, at meget forsvinder, når man skruer ned!

Hvor pudsigt, at indholdsfortegnelsen angiver mange små bidder, endnu værre at se på end ovenstående, men kun én er hørbart amputeret, og alt hænger helt anderledes sammen – der må være en anden overensstemmelse mellem proces og editering her.

• Das Erste Improvisierende Streichorchester: Senza Misura (1999). Lutz Wernicke, Weisestr. 56 D-12049 Berlin, eis@lutz-wernicke.de.

Dette ensemble tæller 20 strygere fra Tyskland og Schweiz. I bookletten får man desuden at vide, at orkesteret har bestået i 15 år, og at musikken er påvirket af “klassisk og ny musik, jazz, samt fri og konceptionel improvisation” (det sidste følger normal tysk terminologi for improvisation efter oplæg).

Musikken minder mig øjeblikkelig om Ligetis og Xenakis’ orkesterværker: filigranstrukturer, klangskyer i mange skiftende lag, endda pludselige omkringhvirvlende formationer der kommer og går. Det er forbløffende varieret og undgår helt den gumpetunghed, man kunne frygte ved en 20-personers kollektiv, spontan beslutningsproces – måske bla. ved en forståelse for det strategiske i at sprede sig ud i registrene og lade være at bruge samme spillemåde allesammen.

Hvad der adskiller musikken fra Xenakis’ strukturer er bl.a. stemmernes større enkelhed trods helhedens raffinerede kompleksitet – og at det rytmiske spektrum rækker fra det irregulære til både det næsten pulserende og det pulserende, på en måde så en nede-på-jorden-enkelhed også kan tangeres, og rytmisk og avantgardeklassisk kaster interesserede blikke til hinanden. Og næsten samtidig kan fx de utroligste mellemting mellem noget a la Webern og jeg ved ikke hvad forekomme. Den fri improvisation er fremherskende, men skæringerne 6, 7 og 8 har enkle arrangerede elementer: hhv. dirigeret begyndelse og slutning, et oplæg som siger, man skal starte på tonen h og lave frie mikrotonale afvigelser, samt en nænsom filtrering, der gradvis afvikles.

Orv, en genopdagelse af strygerklangen. Strygere, komponister og orkesterledere – køb den og forvir jer selv kreativt ved at opleve, at det umulige skam er muligt!

• Mats Gustafsson & NU-ensemblen: Hidros One . Axel Dörner: Tr; Günter Christmann: Trb, vcl; Per-Åke Holmlander: tba, cimbasso, aluminium tube; Mats Gustafsson: Saxer, fluteophone, French flageolet, dir; Fredrik Ljungkvist: Saxer, cl; Fred Lonberg-Holm vcl; Sten Sandell pft, org; Barry Guy cb; Raymond Strid perc. Caprice CAP 21566, 1999.

Dette er så at sige en jazzsymfoni uden jazz. Jazzfans vil finde den for langt ude, med mindre de holder af fri jazz også, men ny musik-øren har meget godt i vente. Undertitlen angiver præcist, at værket er “for nine improvisers, tape and conductor”. Og det, vi hører, er ofte som frit improviseret musik: Stille skrabende og gnuflende lyde; hurtige tonekaskader i dialog, glissandobevægelser, punktuelle strukturer. Men på måden de fastholdes på og går over i hinanden kan man ane, at en komponist er på færde.

Der foregår noget med de lange stræk, og i værkets makro-landskab dukker efterhånden ‘jazzsymfoniske’ elementer op: Riff-agtige figurer vokser til blokke, solister kan sættes op mod akkompagnement, og flere gange vokser ostinato-figurer mod klimaks – med følsom heterofon variation, jvf. Ravels Bolero , men tag ikke den sammenligning for tungt! Og som dette dog blændes over til det næste i skæring 3, som var vi midt mellem bigband og Berio …

Og nu vi er ved sammenligningerne, må nævnes Anthony Braxton, som også er kendt for kompositioner i stor skala. Gustafsson fortsætter denne linje med en suveræn form for komposition, der både går ind i at udkomponere ganske mange detaljer bl.a. i de ostinate afsnit OG forstår at trække sig tilbage til også at lade indholdet gro på egne præmisser. Ensemblet er et imponerende line-up af internationale specialister, og de spiller som en drøm – bortset fra at et godt klassisk ensemble nok kunne have klaret visse koordinations- og intonationsmæssige detaljer med større præcision, men et sådant ville næppe kunne give musikken det swing, den har her. Musikken er for en stor del skrevet til disse personer. Dog, de antydninger af partituret, der er sluppet igennem i det trykte materiale antyder noget meget spændende med differentieret brug af adskillige slags notation, som meget vel kunne have sin store andel i det heldige resultat.

Ærgerligt, at bookletten ødsler plads på en note, der bare snakker ud i det blå, når der var en sådan rigdom at dokumentere – som jo næppe lige kan bestilles fra et forlag. Nyskabende og integrerende komposition i den grad.

• SOUNDS 99 . Blue Tower Records BTCD 09/10/11. Talrige medvirkende.

Dette 3 cd-sæt afspejler en firedages festival for svensk improviseret musik med 27 timers musik. Her var der også kompositioner for stort ensemble. David Stackenäs’ bidrag var en arkitektur af klangblokke. Sten Sandells stykke byggede bl.a. på skiftende solister og at lade de normalt kraftige instrumenter akkompagnere de svagere.

Megen lydhørhed og intense overgange resulterede – kammermusikkens magi overført til orkestret. Hele partituret til førstnævnte og første otte minutter af sidstnævnte kan ses i teksthæftet. Ellers præsenteres ‘soloer’, og mange indspilninger med ‘grupper’ (dvs. faste) og ‘ad hoc-grupper’. Interessant, hvordan det punktuelle princip, brug af korte lyde der går sammen i et fælles mønster, er udbredt – også hos unge musikere. Det giver en enhed af struktur med dens logik og formelagtighed og så den indi-viduelle, ikke-systematiserbare dialog.

I komponeret ny musik kendes dette fra seriel musik i 50erne, hvorom Stockhausen og Eimert i forordet til die reihe 1, 1955 så rammende og poetisk skrev, at “Klangen … hænger ikke mere sammen i en grov masse, men må … holdes sammen af et tæt, fintvævet netværk”. Muligvis er der ingen direkte forbindelse, men uafhængige opdagelser af noget arketypisk.

Umuligt at gennemgå alt i sættet her, men dets 31 skæringer er ikke dårlige at gå på opdagelse i, hvis man vil lære denne blomstrende svenske scene at kende.

Mange medvirkende: lmc … the first 25 years. Res8.2CD/Res9.1CD, 2001. Ledsage-cd’er til tidsskriftet Resonance , double issue (8.2 + 9.1), 2000 (ISSN 1352-772X). 15 inklusive forskelligt fra London Musician’s Collective, Unit 3.6 Lafone House, 11-13 Leathermarket Street, London SE1 3HN, England. Email: lmc@lmcltd.demon.co.uk

Dobbelt-cd’en Res8.2/Res9.1 er retrospektiv med optagelser tilbage til 1978 og indeholder et tværsnit af engelsk improviseret musik med mere – et musikalsk virvar som viser, at her er vi virkelig kommet til storbyen London. Den flegmatiske David Toop improviserer på mundharpe sammen med den iltre New Yorker John Zorn på saxofon, der kaster klangsplinter rundt i rummet på det mest virtuose i de forskelligste farver og skikkelser. Man kan høre pianisten med mere Steve Beresford, en nøgleskikkelse i denne engelske musik ved sin pluralistiske indstilling, der hverken kan lade være at spille traditionelt, boltre sig i lyd eller lave groteske hurtige gestikulationer.

Alt dette eksemplificeres her, foruden deltagelse i en meditativ eufonium-duo i robåde og i den citat-surfende og jonglerende gruppe Alterations. En anden legendarisk, super-sammenspillet gruppe er duoen Burwell/Toop, der på baggrund af lang tids erfaring med udendørs improvisation laver forunderligt sammenvævede poetiske lydbilleder. Vi får skam også andre numre med stilfærdighed, flænsende elektronisk gnistren, komposition med blokvise elementer og deklamation – foruden regelret calypso og anden rytmisk musik. Tidsskriftet Resonance , som disse compact discs hører til, kigger tilbage på London Musician’s Collectives første 25 år, nok noget indforstået for udenforstående, men det kan man jo i betragtning af den billige pris bare tage som en tilgift.

Til Dansk Musik Tidsskrift 4, december 2000/01:
(NB - i tidsskriftet er "puslende" i omtalen af Fancy Dancer ved en fejltagelse blevet ændret af redaktionen til "pulsende").

Som bekendt fandt og opfandt man en masse nye lyde og strukturer i ny musik. Det næste skridt er at skabe en friere opførelsespraksis, og derfor er improvisation blevet et nøglebegreb. Gammel og ny musik kan her genvinde et saftspændt forhold til hinanden - grunden skrider under deltagerne på en særlig måde, idet dogmer pludselig erstattes af dialog.

Scandinavian Baroque Trio: Improvisations (2000). Sælges som CD med 2 siders teksthæfte fra www.mp3.com/baroque, hvor den også gratis kan høres direkte. Pris ca. 75 kr. inkl. forsendelse. Jens Nørbæk (gambe), Roland Kjellström (barokviolin), Peter Lönneberg (cembalo og orgel). En af improvisationerne tillige på CD Stylus Phantasticus, sammen med barokke triosonater.

Selv udgivelsesformen her er ny og spændende. Måske forårsager mp3-filerne ikke ophavsrettens sammenbrud men bliver en støtte for CD-salget - især for de smalle udgivelser? Hos selveste www.mp3.com på internettet får kunstnerne 50% af salgsprisen (som de selv bestemmer) plus et tillæg afhængigt af antal besøg. Beløbene offentliggøres endda online - SBT har i skrivende stund indtjent 1567 dollars og 98 cent på at være hos mp3! CDerne brændes antageligvis når bestillinger indkommer, ingen dyre investeringer i oplag.

Mon ikke trioen her har barokmusikken i blodet selv når de improviserer aldeles frit. Ikke at gammel tonalitet eller form synes at være væsentlig, men den barokke affektlære-æstetik svæver over vandene, med sin stemnings-enhed i hvert stykke. Ofte afstedkommer det ostinatoagtigt spil, som i "The Bells", hvor naive, diatoniske motivstumper sammensættes til en surrealistisk, flerlaget størrelse. I "Halloween", derimod, er diatonik mere erstattet af lyd, og en differentieringsproces med skiftende episoder med overraskende kontraster og fængslende balancer mellem hinanden tager fart. Måske hvad Monteverdi drømte om i sine allervildeste øjeblikke men aldrig skrev! En mellemting sker i "Unarmed", hvor en blokvis bevægelse gradvist foregår hurtigere. "Stylus Phantasticus" har anderledes skift - som en by med forskellige kvarterer. Ny musik på barok-præmisser - en erkendelsesrejse fordi der springer stor intensitet af den barokke dvælen i karakteren.

Reconstructing Bach. Solo Cello Recital by Eugenia Voskidou. Kassettebånd. Bestilling: qrdruss@mwfree.net eller fax: +44 20 8421 8979. Pris 6.50 engelske pund.

Her er vi mere i subtil nærhed af det barokke idiom og af de enkelte værkers musikalske sprog. Musik af Bach og Monteverdi spilles rubato "på slap line" med ekstra dobbeltgreb. Udvalgte Bach-satser for solocello forsynes med improviserede mellemstykker, med en mere pauserende og søgende gestik, optaget live. Manøvrer som åbenbart forhindrer rutine og liren af og giver en smuk vekselvirkning mellem delene.

Das Grosse Friedrich Gulda Doppelalbum ("op. posth."). Bl.a. "Play Like a child" (1987). Friedrich Gulda, klaver. GULDA 3/2000 1-2. www.newgulda.com

Den i dette år afdøde, store klassiske pianist Gulda improviserede også ved sine solokoncerter og var en glødende forkæmper herfor. En 13 minutters improvisation optaget i et studie har fundet vej til denne dobbelt-CD, som iøvrigt indeholder konpositioner af Gulda for soloklaver og for ensemble. En musikalsk vandring, hvor man tydeligt hører hvordan ideerne vendes og udvikles, indtil en detalje bliver til et nyt kim, der vendes og udvikles...Og jo, der spilles også lidt på strengene.

John Zorn: Cobra (Studio & Live). (Anthony Coleman, J.A. Deane, Carol Emanuel, Bill Frisell, Wayne Horwitz, Bob James, Guy Klucevsek, Arto Lindsay, Christian Marclay, Zeena Parkins, Bobby Previte, Elliot Sharp, Jim Staley, David Weinstein). 1991. hat ART CD 2-6040 (2 CD's). Genudgivelse med tilføjelser fra tidligere LP (1986).

John Zorn's Cobra Live at the Knitting Factory. Knitting Factory Works KFW 124. 1995.

Karrikeret sagt går en klassisk opfattelse af komposition og notation af musik ud på, at komponisten trækker perler på en snor: element a følges af element b osv. osv - i mønstre, som kan være logiske, symmetriske etc. Det svarer lidt til en matematik, som kun opererer med addition. Mere avanceret ville det være også at have fx. betingede sammenhænge af hvis-så-typen. Så kender man ikke perlekædens udseende fra begyndelsen - og kædens fortsættelse reagerer nuanceret og skabende på sin begyndelse.

Pioneren for denne kompositions-tænkning, som også i notation og opførelsespraksis skaber spil med regler i stedet for perlerække-komposition, var Chr. Wolff i 60-erne, noget som i stigende grad er blevet genstand for opmærksomhed i nyere musikhistorisk litteratur (Sutherland, Müller, Wilson, Feisst). Og John Zorn fortsatte denne tankegang fra 1979 og frem med sine Game Pieces, inspireret af holdsport og computerspil. En bærende idé var at kompositionen ikke skulle udjævne forskelle mellem de individuelle musikere, men respektere deres egenart og forholde sig organiserende, ikke foreskrivende.

Cobra er det kendteste Game Piece. En dirigent aflæser et kompliceret system af håndtegn som angiver forslag fra de medvirkende. Det kan handle om at stoppe/igangsætte, skiftevise soloer (passager af en vis udstrækning med hurtige skift mellem to er meget karakteristiske for musikken), duoer, spil i runde. En "guerilla" kan sætte sig ud over systemet og samtidig med andre hændelser fremkalde bla. imitation, få andre til at stoppe eller spille en drone eller lave kryds-fadning med sig.

På indspilningerne af denne super-klassiker har vi den perfekte modsætning til Guldas musikalske spadsertur: vildt uorganiske skift, genrernes vrissen og grinen ad hinanden og deres uberegnelige liv side om side som i en storby uden ende. Hvordan kan det blive ved at være interessant at lytte til i versioner som alle varer omkring en time? En af hemmelighederne er differentiering. Reglerne sørger for, at de spillenes forskellighed udnyttes. Og en anden hemmelighed er måske, at kun få spiller ad gangen.

Alle 3 indspilninger her er gode. På Knitting Factory-CDen kan man høre publikum være ved at dø af grin, bla. under passager med gøende og råbende lyde af uhørt vedholdenhed. hat ART - indspilningerne har imidlertid den fordel at der medfølger en god artikel af Art Lange om den historiske kontekst, som også gengiver det til dato såvidt jeg ved eneste offentliggjorte uddrag fra spilleforlægget, på trods af en voksende litteratur om Game Pieces. Det er ganske vist på vej til at udkomme i trykt udgivelse.

Fancy Dancer (1995): Siwula, Blaise: A graphic score inspired by the native fancy dancers. McAdden, Bruce(flutes); Whitlarge, Leopanar (flugel horn/flutes); Keene, Richard (sop.sax/oboe&flutes); Siwula, Blaise(alto sax/coarinets/flutes/percussion); Miano, Tonino(prepared piano); Rowe, Tim(perc); Onserud, Hal(bass); Krall, Jackson(perc); Siwula, Barbera(written&spoken word). Homepage: http://home.earthlink.net/~bbrjsiwula/ E-mail: bbrjsiwula@earthlink.net

Her er pluralismen ikke så sensationel, men der er bare tale om rigtig god musik. Udgivelsen er af nyere dato end optagelsen, og udgivelsesformen er hjemmekopierede CD-er. Musikken er efter oplæg af Blaise Siwula fra New York og optaget på et af de spillesteder, der ikke som Roulette eller Knitting Factory forestår regelmæssige udgivelser i de lidt større oplag. CD-en giver blot lydsiden fra en forestilling, hvor der også var dans og filmfremvisning. En dejlig intim og rolig, langsomt fremadskridende musik - karakteristisk nok ikke delt op i skæringer. Masser af organiske fløjterytmer i herligt blødt, uregelmæssigt bølgende sammenspil, mild raslen, en smukt messende oplæsning, opbrusende passager som tangerer det jazzede, hurtigt puslende toner og percussion, passager som giver sig tid. Det grafiske partitur følger ikke med, men fra et, jeg fik e-mailet kan jeg se, at det løst angiver mest med stikord hvornår film og fortælling starter og slutter, hvor musikken centreres om en solo, hvor der er percussion og stemnings-udgangspunkter som "shifting sands" og "thunder".

Trykt i Dansk Musik Tidsskrift 5, feb. 1999/00:

Improviseret musik - en genre for sig? Sådan tager det sig efterhånden ud. Hvad man kalder frit improviseret musik plejer at være beslægtet med ny og eksperimenterende musik, snarere end med "World Music" eller "New Age", hvor improvisationen nok mere sker inden for satser og arrangementer. Der findes miljøer, festivaller og pladeselskaber som samler sig om den. Derfor her en orientering om nogle udgivelser fra den store verden. Man skal ikke regne med at finde dem i butikkerne hertillands endnu. Men efterhånden går den slags også velsmurt pr. post- telefon- og mailordre. Et dansk firma som kan klare det meste er Angels, Stockholmsgade 47A, 8200 Århus N, e-mail:angels@angels.dk - tlf. 8616 1266 eller 2671 1266, fax 8616 1266.

European Chaos String Quintet (1993): Andrés, Susanna(vl); Boeschoten, Karel(vl); Gattiker, David(vcl); Koivukoski, Karri(vla); Schneider, Beat(vcl). FOR FOUR EARS CD 410 (FOR 4 EARS Records, Steinechtsweg 16, CH-4452 Itingen).

LINIEN (1996): European Chaos String Quintet. CD For Four Ears CD 718.

Disse to CD-er indeholder musik der gør mig ør af musikalsk lykke, og jeg har svært ved at finde ud af, hvor jeg skal begynde og ende i superlativerne. Hvis man kun køber én CD hvert tiende år, så overvej én af disse!

European Chaos String Quintet synes at være schweizisk baseret. Musikerne her har tydeligvis klassisk kammermusik grundigt inde under huden. Det mærkes på de rytmiske figurer og det harmonisk/motiviske materiale og på det fintfølende sammenspil. Det er utroligt, hvad to rytmisk gentagne toner eller en sekund-vippebevægelse kan blive til her. Afsnit efter afsnit fornyr den spontant vævede "sats" sig, vokser og ændrer sig. Og til dette skal lægges en ny musik-vågenhed for klanglige processer, som fortsætter kammermusik-strygerens nuancering af klangen. Musikken her kan vokse på det mest organiske ud i klangflader. Man er heller ikke sikret imod citater og andre pudsige og morsomme overraskelser. Hvad andre har realiseret i mere hårdtslående collager, det sker her med forelskelsens sødme. En musik, der i den grad kæler for øret og dog er et kraftfuldt, integrerende udsagn. Mange vil kunne begejstres over denne kvintet, som ville være en pryd for enhver ny musik-festival.

På den første CD findes en række kortere "numre", valgt ud fra længere improviserede forløb samt et lidt længere, hvor man rigtig kan følge udviklingen. I den anden optræder en trombonesolist sammen med kvintetten. Efter et par minutter synes jeg, virkningen bliver lidt vel entydig og banal trods en brav indsats fra solisten. Denne CD rummer dog også lange passager uden trombonen, og strygermusikken har en interessant tendens mod det mere filigran-agtige - jvf. titlen "Linien".

For Four Rooms. Raummusik für sechs Kontrabässe (1996): Ensemble Sondarc: Wolff, Georg; Hoffmann, Heinz-Peter; Frisch, Johannes; Morgenstern, Jürgen; Hammerschmidt, Jürgen; Phillipp, Ulrich. For 4 Ears CD 823.

Her gælder det også strygerlyd. Et ensemble af seks kontrabasser har optaget improvisationer i fire forskellige rum, fra det helt tørre hvor lydene står for sig uden efterklang til det meget våde, hvor lyden flyder sammen og duver i rummet. De anvender et relativt ensartet materiale præget af pizzicati og korte toner. Mens dette kan give koncentration og godt sammenspil, synes en vis rastløshed også at kunne resultere. Men musikerne har klart lagt vægt på at lyden skal være i bevægelse også i CD-ens redigering: små fragmenter fra det meget ekkofyldte rum optræder hyppigt som intermezzi mellem de lidt længere optagelser. Skæring 10 er en balsamisk rolig musik med lange toner.

21 Situations (1999): Tétreault, Martin(tourne-disques,disques,aiguilles préparés); Yoshide, Otomo(tourne-disques,échantillonneur). AM 069 CD (DAME, 4580 Avenue de Lorimier, Montréal QC H2H 2B5, Canada. www.cam.org~dame_cd/ ).

Her befinder vi os i en verden af skrattende, skramlende og susende lyde, hvori musikfragmenter svømmer rundt og enkelte næsten statiske toner kan dukke op. Otomo Yoshide fra Japan, en nyligt opdukket international komet i improvisationsmusikken, er disc-jockey og scratcher. Her spiller han på LP-er, CD-er og en effektmaskine - i smukt samarbejde med en meget ligesindet canadisk kollega der desuden spiller på "præparærede nåle" fra grammofoner. Yoshide interesserer sig for grænseområdet mellem musik og det der er støj eller forstyrrelse. Og det lykkes de to at lave en række klare, transparente og undertiden ligefrem poetiske portrætter af et materiale, der ellers let kan lyde noget flænsende. En sensibiliserende oplevelse.

Recent Croaks (1997): Martin Klapper(amplified opjects, electronics, toys, tapes);Roger Turner (old Amati drum set, certain prcussion and toy piano). Acta 11.

Lyd-universet er her ikke så langt fra sidstnævnte CD. Klapper bor i Danmark og hører til de fremmeste inden for brug af legetøj og forstærkede objekter, og det går godt sammen med slagtøj. Temperamentet er dog et andet end hos Yoshide, søger mere bevægelsen. Lydene tenderer alle mod det meget korte - men der er utrolig mange forskellige af dem og deres sammensætnings-måder! Det fornøjelige ved at se Klapper i arbejde har vi ikke her, men til gengæld studielydens klarhed.

Wheels Within Wheels (1996): Bardo State Orchestra (Dvorak, Jim(tr,pocket tr,voice,whistles,perc); Hyder, Ken(drums,perc,khoomei & kargiran vocals); Mattos, Marcio(double bass,cello,electronics,perc)) & Tibetan Buddhist Monks of the Schechen Tennyid Dhargyeling Monastery, Nepal.. Impetus IMP CD 19527.

Ville man nogensinde tro, at en tibetansk munk i sammenspil med engelske jazzmusikere spontant ville spille atonalt på skalmeje i hurtige, uregelmæssige mønstre med multiphonics, så det mindede om Heinz Holliger?? Men det sker altså her hvor et engelsk ensemble spiller sammen med 4 tibetanere. Der blev mest aftalt visse strukturer at gå ud fra. Men meget spontant blander musikalske elementer fra de to verdener sig på det mest følgerigtige og dog overskridende. Den mere statiske karakter hos tibetanerne og den mere omkringfarende hos de vestlige avantgardister kompletterer hinanden. Sært og smukt anderledes tibetanske flader og sært og smukt anderledes vestlige punkt- og melodistrukturer samt integrationer af disse bliver resultatet. Skæring 7 er en fri improvisation. Forunderligt og tankevækkende!

Synergetics - Phonomanie III (1996): Parker, Evan(saxofoner); Hi Kim, Jin(komungo); Lewis, George(tronbone & computer); Lipere, Thebe(imbumbu & percussion); Mariani, Carlo(launeddas); Namchylak, Sainkho(voice); Prati, Walter(electronics); Vecchi, Marco "Bill"(electronics); Yoshizawa, Motoharu(bass & voice). Leo Records LR 239/40.

Og fra tibetanerne er det oplagt at gå videre til dette musikprojekt. Initiativtageren, saxofonisten Evan Parker (et af improvisationsmusikkens kendteste navne overhovedet) har en god, fyndig udtalelse om dynamikken i musikalske tværkulturelle møder. Først skal lige nævnes, at ost sammen med pickles er en normal ting for englændere, og denne pikante sammensætning optræder her som en metafor for den rette balance mellem forskellene i musikken samtidig med, at distance til New Age- og World Music-genrer markeres! Parker siger (citeret fra bladet Resonance 7,2, 99) at man "bør bibeholde spændingen mellem total heterogenitet (hvor der ikke er nogen ost-og-pickles-sandwich) og total homogenisering hvor alle identitetsmarkører er fladet ud og man når til en udfiltreret 'new age-world music' ting af pap (som en ost-og-pickles-sandwich i blenderen)". Hvorom alting er, ved koncerterne som dette 2 CD-sæt dokumenterer, indledte forskellige musikere efter tur en afdeling som solister, hvorved deres instrument og spillemåde kunne få særlig opmærksomhed og danne skiftende grundlag for den påfølgende frie improvisation. Publikumsvenlig er denne idé givet også. En lang durtonalt lydende solo med drone på den italienske launeddas, så at sige en sækkepibe uden sæk, indleder. Og virkelig, også på dette bundne grundlag gror forskellige andre, klart friere vækster op, men uden at kvæle udgangspunktet. Et lignende eventyr sker på en anden måde med Thebe Lipere's imbumbu (en didgeridoo) og Marco "Bill" Vechhi's elektronik, der placerer dette instruments blidt stødende rytmer i et skævt og farverigt spejlkabinet. Vokalisten Sainkho Namchylak går flere veje i duoer, dels melodisk med launeddas'en, dels ud i det klanglige med slagtøjet - en god demonstration af hvordan man kan kommunikere med forskellige dele af sig selv. Den afsluttende 17 minutter lange tutti-improvisation kan minde om den allerførste på launeddas'ens præmisser, men gnisterne fra den umiddelbare opdagelse i den første er her lissom blevet til varmen ved at være blevet sammenspillet og -lyttet gennem alt det foregående.

Blue Goo Park (1992): Joëlle Léandre(double bass, voice) & Rüdiger Carl(accordion,clarinet,voice). Free Music Production FMP CD 52.

Pluralismen er nok kommet for at blive. Der er ingen ende på hvor forskelligt musikere kan forholde sig til forskellighederne. Rüdiger Carl forholder sig godmodigt-humoristisk til musikalske genrer og begreber, og Joëlle Léandre er en god medspiller. Kamæleonagtigt skifter indtrykkene for mig mellem "kæmpeslange der bugter sig", "absurd lirekasse", "bier og fugle", "swingmusik der tripper på stedet" og meget mere. Musikken efter Rüdiger Carls oplæg realiseres med stor konsekvens og fastholdelse af formelagtige stilpræg. Så det næsten bliver monotont, men med nerve og et glimt i øjet - og ofte så med en perspektivudvidende udvikling eller drejning som frigør ny energi. Og trods de mange skiftende landskaber i de 22 skæringer bliver indtrykket ikke hektisk, åbenbart takket være fordybelse og sans for tidsproportioner. - Denne CD kan anbefales til at høres i baggrunden ved selskaber - elskværdig og sjov og nok lidt overraskende.

Relay. Random Play (1996): Allen, Sarah(fl); Beins, Burkhard(drums); Bisset, John (guitars,etc); Edwards, John(double bass); Ferrar, Suzanna(vl); Fowler, Dave(drums); Kalin, Ivor(violin/viola & voice); Kraabel, Caroline(alto sax & voice); Moses, Lester(soprano sax & flute); Prévost, Eddie(drums); Wilkinson, Alan(baritone/alto sax & voice); Hayward, Charles(drums,melodica,swanee whistle & voice). 2:13 CD 001.

Og her har vi så kavalkaden af engelske musikere fra Relay-festivalen. Relay betyder stafet, og festivalen finder sted 3 steder samtidig i det samme kvarter i London. Fra starten af er der 3 trioer som spiller og 4 musikere som ikke spiller - de slutter sig så til lidt senere og der hvor de tager fat, må så andre musikere holde pause og begive sig på vandring. Således ændrer ensemblerne sig hele tiden. Og CD-ens redaktion afspejler også variations-ideen: meningen er at man skal sætte afspilleren på "random", så den vælger tilfældigt mellem de 34 korte skæringer. Umiskendelig er her megen god spilleglæde med fjerne mindelser om jazz og rock.. Og sarte, poetiske passager opstår som et naturligt modstykke til den mere fysisk prægede udfoldelse. Flot manifestation af den engelske facon der går lige til sagen og et helt skatkammer af karakterfulde musikalske formationer.

Improviseret musik kan ligeså lidt som al anden musik formidles blot gennem skrift. Gå derfor selv på opdagelse som CD-kunde. De rigtig nysgerrige af slagsen bør også læse det svenske blad Gränslöst. Eller opsnus en koncert... Og hvis det varer for længe at finde en her, så tag en tur til London - og husk at læse kalenderen på http://www.l-m-c.org.uk/ først.

Back to INTUITIVE index...