PSYKODYNAMISK GRUPPEMUSIKTERAPI

MED VOKSNE UDVIKLINGSHÆMMEDE

af Carl Bergstrøm-Nielsen og Henrik Rasmussen.

Fra: Musik og Terapi 21. årgang nr. 1, 1994

RAMMER

Således begynder en session i vores gruppe med 5 voksne udviklingshæmmede, alle mænd. De der beskrives her har ikke aktivt talesprog, eller bruger kun enkelte ord i særlige situationer. Nogle bruger tegnsprog i begrænset omfang (fx. omkring skulle på toilettet, komme hjem).

2 terapeuter (det hedder samlæsning af 2 mindre hold). Et lokale med klaver, 2 diatoniske xylofoner, div. mindre trommer, en gong, fløjter, små slagtøjsinsrumenter, div. små instrumenter og legetøj.

Aktiviteten har navn af "musikterapeutisk undervisning", hører under kompenserende specialundervisning og arrangeres af SUKA, Specialundervisning i Københavns Amt. Institutionerne har ansøgt på deltagernes vegne og SUKA har visiteret. Ofte ser ansøgerne musikterapien som en mulighed for de, der har problemer med at være med i fælles aktivitet på institutionerne.

Gruppen mødes en gang om ugen gennem lang tid. Dog er der ikke timer ved helligdage m.v., og der er en lang sommerpause på op til 4 måneder. Sæsonens længde afhænger af bevillingens størrelse. Fra 30/11 90 til 26/4 93 blev afholdt ialt 66 dobbelttimer à en time og 50 minutter med den her beskrevne sammensætning af holdet.

AT UDVIKLE KONTAKT

At styrke den enkeltes lyst og evne til at udtrykke sig.

- vi spiller for dem

- vi opfordrer til at bruge instrumenter og stemme

- kontakten giver muligheder for udvikling, idet de retter menneskelig interesse mod os, ønsker at blive taget sig af etc (evt. bliver provokeret, retter vrede imod os). Dette er kendt som OVERFØRING i psykoterapi. Terapeuten må være trænet i at erkende og rumme disse følelser i sig selv, som en "resonanskasse". Klienterne putter os i en faderrolle, vi må forvalte ved at give dem vores opmærksomhed MEN idet vi stiller udfordringer til deres selvstændighed.For eksempel: variere sin yndlingsremse - Få respekteret trang til tilbagetrækning og have mulighed for medspil, når man selv kommer frem. Eksperimentere med bevægelse. Vise sin nervøsitet og opdage muligheder for at afreagere på et instrument. Blive sat til at eksperimentere med kropslig distance og dog have tæt kontakt med lyd og blikke.

- Fra gruppen startede til nu ca. 3 år efter er der foregået en stadig udvikling i gruppens sociale samværsform i musik, idet behovet for initiativ og eksperimenteren i lyd præger billedet. -Initiativer, der foregår dels på det personlige udviklingstrin og mindre synligt til mere manifesterede udtryk der i gruppen skaber vekselvirkning mellem to eller flere. Der ses en bevægelse hen mod at de enkelte i højere grad og i længere perioder bruger hinanden konstruktivt i en dynamisk fælles lydlig, stemmemæssig og kropslig aktivitet.

PSYKODYNAMISK MUSIKTERAPI

Psykodynamisk terapi handler om at hjælpe andre til at se sig selv i nyt lys og dermed finde nye måder at være og handle på. Det er vistnok ikke så almindeligt at arbejde sådan med udviklingshæmmede. Nogle forbinder det måske med verbal og intellektuel aktivitet hos klienten. Men hvorfor skulle arbejde med følelser og opmærksomhed ikke kunne foregå non-verbalt og som umiddelbar erfaring? En anden tænkelig indvending er at specielt psykotiske har brug for noget struktureret at forholde sig til. Vi synes imidlertid ikke det behøver udelukke, at de også får en chance for at eksperimentere med sig selv.

Når deltagerne er aktive med at lave lyd, giver de udtryk for sig selv som de er i øjeblikket. Musikken er en mangfoldighed af deres ytringer. Et klangrum som summen af de tilstedeværende følelser i deltagerne! Med udgangspunkt i en indre tilstand er det lydlige udtryk højst personligt, men kan træde i dialog med andres udtryk og blive del af en fælles aktivitet. Musikken apellerer til at blive ved og til at lege. Den fælles aktivitet kan igen inspirere den enkelte og blive til en erfaring. Vi vil ikke forme deres ytringer om men "underdrive" - dvs. vise respekt for dem ved simpelthen at være sammen med dem. På en anden led tager vi ansvar for vores opfattelse af deltagernes individuelle udviklingsmuligheder. En sådan kan ligge bag vores opførsel i sammenspillet. Er vi heldige, kan det ske at deltageren "glemmer" sin vante adfærd (og vi kan så også blive inspireret deraf!).

Timerne båndoptages, bruges af terapeuterne til at lytte indimellem, genopfriske og betragte hvad der er sket.

Terapien kan komme så "langt ud" som vi kan holde til uden at blive fanget af positive og negative følelser der rettes mod os -fra forgudelse til korporlige angreb. Vi skal gå tæt på, men hverken forfalde til faderlig afhængighed eller afstandtagen fra sider af dem. Vi skal forstå personerne i deres udvikling og handle derefter. Vores baggrund med selv at have været igennem terapiforløb og oplevet, hvordan vi kan projicere vores behov ud på andre på mere eller mindre hensigtsmæssig måde hjælper os hermed. Desuden kan vi nå at friske vores syn på aktiviteten op ved betragtninger ind imellem. Det ville vi ikke på samme måde kunne, hvis vi

Vi formulerer individuelle udviklingsmål for deltagerne. Og et generelt mål er at deltagerne kan komme til at stå mere på egne ben og i nogen grad også bruge hinanden og ikke blot forholde sig til os autoriteter, selvom det umiddelbart er nemmere.

Terapeuten fungerer som et spejl, der gengiver og forstørrer klientens lydlige udtryk. En sådan feedback kan i sig selv gøre klienten opmærksom på, hvad han/hun foretager sig. Spejlingen kan desuden være aktivt fortolkende og kommenterende, fx. gøre undertrykte følelser tydeligere. Den kan være støttende og opmuntrende eller provokerende efter behov.

Musikken er en rummelig udtryksform, som gør det muligt at lege, gøre erfaringer, tillade følelser.

Terapeuten tager ansvar for en overordnet tolkning af processen, på baggrund af sin indlevelse i klienten, træning i at omgås overføringen (se ovenfor) og psykologiske udviklingsmodeller. Disse har ofte den funktion at forklare, hvordan det er nødvendigt at gennemleve tidlige og grundlæggende kontaktformer i barnets udvikling, før større selvstændighed kan opnås. Et terapeutisk arbejde har mulighed for at rette op på stereotype handlemåder, der måtte være opstået som følge af forstyrrelser i udviklingen af evnen til at kommunikere.

MUSIKKEN

"Musik i sig selv" med interessen helt samlet om lyden og hvad den gør, er et yderpunkt. Lyst til kontakt ytrer sig ofte kropsligt, før den får lyd. Alligevel kan interessen for LYDEN gribe folk, osse på helt primitiv vis. Lyd kan jo osse stå alene i sprog. Ligesom blikke kan give kontakt uden fysisk berøring. Aktiviteten kan blive symbolsk, betydningsladet.

Vi lader en improviseret musik gro frem af deres og vore egne bidrag. Intet fast der skal følges. Improvisationen lader dem bruge det de selv kan, rummer udviklingsmuligheder.

Al lyd kan bruges og opleves som musik hvis man vil, ligesom former og farver i billedkunst. Resultatet er ikke altid umiddelbart "præsentabelt udadtil", men har andre kvaliteter, man kan fordybe sig i. Problemet er ikke for os at det ikke lyder "normalt", højst undertiden at deltagerne kan være rigide, men det finder vi er relevant at arbejde med.

Den eksperimenterende musik siden 1945 er gået forud med dristigt at udforske musiksprogets elemtære muligheder: kollektiv improvisation med lyde (bla. den frieste del af jazzen og grupper uden for stilarterne); bevidst monotoni, lyde som ikke er rene toner (elektronmusik), lyden opløst til prikker (punktuel musik), pludresprog - og en vifte af collage-teknikker.

ARBEJDET MED DET MUSIKALSKE UDTRYK

Ved start sørger vi for, alle har en plads og et udgangspunkt for - nogle skal fx. gives et instrument i hånden. Andre skal løbende fristes. Vi kan starte med én deltager hver når timen begynder, søge at vide ud til flere, vedligeholde kontakten.

Vi kan spille for dem, og i sammenspillet kan vi kalde på dem med deres egne lyde, akkompagnere deres lyd (på mange måder), kommentere, måske provokere, tage initiativer selv.

Én gang startet, vælger vi at opleve al lyden som musik og venter i princippet med at bruge ord til bagefter. En improvisationsmarathon hvor folk kan blive varmet gradvist op under forløbet. Ingen servering af forfriskninger - det må vente til hjemme. I begyndelsen havde vi som et helt fast element at terapeuterne holdt 10 minutters pause ca. halvvejs inde.

Pauser hos den enkelte og i gruppen er lige så væsentlige som aktiviteten. Her oplever vi hinandens kropslige, lydlige, mimiske signaler. Pauserne kan indeholde spænding som leder til nye ting.

Deltagerne har hver deres musikalske "fængpunkter", dvs. noget i lyd og musik de reagerer særligt på. Den enkeltes stil er i perioder rimelig konstant. I det følgende benævnes de med bogstaver fra A til E.

DELTAGERNE I GRUPPEN

A: - Stor kraftig mand som kan give et stout indtryk; 42 år. Har fængpunkt i faste rytmiske motiver og i kraftig lyd. Reagerer gerne med spil på xylofon, rytmisk meget bevidst så det "svinger". Vi går i dialog hermed - holder rytmisk kontakt med en anden xylofon, klap eller atter andet, med akkompagnement og dialog-svar, når han holder pause. I begyndelsen meget sparsomt spil, spiller nu op til mange minutter ad gangen. Latter (åbning med stemmen...) og varm kontakt med blikket er gradvist blevet almindeligt. Ofte sætter han sig nu ved start på sin vante plads og ligner en musiker, der ser frem til at prøven begynder og opfører sig også som en sådan. - En glædelig kontrast til øvrig adfærd, som kan være præget af isolation fra omverdenen ved undgåelse af blikkontakt, sidden for sig selv og ritualer som bla. hyppige toiletbesøg, sommetider blot for at høre vandet skylle. Truer det med at forstyrre timen for meget, fører vi en omkringspringende tilværelse for at begrænse besøgene til det rimelige. Snerren/brølen, rituelle "ploplyde" med fingre og mund og hvislelyde med vejrtrækningen forekommer, som vi søger kontakt med ved at gentage og variere dem på vores egen måde. Når han er ophidset og gør mine til at bide sig selv i hånden, giver vi ham som regel en kølle, som han så afreagerer på gongen med.

B - Høj, slank mand med en vis væver og nervøs motorik; 48 år. Har "fænget" ved at have instrumenter og medspillere til rådighed. Den første tid ingen aktivitet i musikken. Senere længere perioder af stereotypt spil - klaver, tromme, xylofon. Vi lader ham ofte være "rytmegruppe" og spiller til i rytmiske stilarter inspireret af hans tempo og anslag. Efterhånden optrådte variation i tempo og spillemåde, nu også pauser, kiggen op og latter. Vi har søgt at provokere ham en del til dialog, oftest uden held. Men det sker, han selv tager initiativ, og her kan ligge udviklingsmuligheder. - Var i begyndelsen ofte urolig ved at være hjemmefra, måske også direkte provokeret af al aktiviteten omkring ham. Hyppige toiletbesøg som søges begrænset som med A. Korporlige angreb på os forekom, men er nu ophørt. Ritualer af tilbagetrækning kan forekomme, fx. tage tøj af og på men er ikke hyppige nu. Tager ivrigt kontakt til terapeuterne og folk på skolen med tegnsprog, artistisk udformet a la Commedia dell' Arte, dog uden megen udveksling.

C: Lille mand, noget gangbesværet; 34 år. Kommer tit med vinken og muntre udbrud på vej til musiklokalet. Fænger i musik på ekspansive udbrud, på heftigt rytmisk spil og på overraskende stemmeudtryk. Spiller klaver med enkeltfinger-spil og reagerer med at ændre pulsens hastighed. Vi har spillet rytmisk hertil ligesom med B. Reagerer også med stemmebrug og gestikuleren. Dette besvarer vi med lyde og gestus, og en dialog opstår, hvorunder han ofte ser dejligt begejstret ud. Klaveret er i stigende grad blevet inddraget her, med håndfulde, med brug af forskellige registre af klaveret, af kølle på strengene og af pauser. Hans adfærd virker iøvrigt uproblematisk, bortset fra en vis indesluttethed som dialogerne er et modstykke til.

D: Lille mand; 28 år. Gangbesværet og er nu kørestolsbruger gr. gigt; en følsom type der søger kropskontakt og nærkontakt med blikket. Reagerer på melodiske fænomener: intense sangbare fraser med stemmen, på rytmisk bølgende og sangbart klaverspil, samt på pludselig lyd på f.eks. fløjte. Bruger stemmen, aktivt sanglignende udtryk. Dette kan til tider intensiveres og udvides: foregå i højere stemmelejer - tonesammenfald med terapeut - bevægen sig rundt på benene - aktiv dialog med kraftig stemmeføring i dybere leje med pauser. Kan undertiden opmuntres til at klappe i hænderne. Vi synger for ham og kan opleve at få ham med i fælles aktivitet, hvor musikken tilfredsstiller et behov for tæt kontakt - han kigger sig da interesseret omkring. Tilbagetrækning, evt. med sutten på hånd kan ellers forekomme - var i begyndelsen meget udpræget. Forsøg med tilvænning til at røre ved instrumenter gøres, men en skyhed ved at røre ved objekter består stadig.

E: Mand med venlig og drenget fremtoning; 46 år. Usikker gang, men går alligevel meget nysgerrigt omkring i lokalet. Reagerer intenst på rytmisk musik og på terapeutens visen af kropslige bevægelsesmuligheder til musikken. "Fænger" på tilstedeværelsen af mindre instrumenter som han kan kan få til at sige noget ved at ryste dem eller "virre" med fingrene - fx. klokke i snor, "ritualtromme" med snore der har træperler, som kan slå mod skindet; maracas; papir. Vi opmuntrer til fortsættelse ved at give ham instrumenter i hånden. Ligeledes danser vi med ham, idet rokkebevægelser søges udvidet til en svingende bevægelse der omfatter mere af hele kroppen. Han "roder" gerne i kina-kufferten med små instrumenter og leger lege med at give en af terapeuterne et instrument. Henvender sig også med en pludrende remse: "A---ba---ba--ba-ba-ba...?. Vores kogebog om psykisk udvikling siger, at sådanne lege bør udvides med udfordringer, og det bekræftes -fx. mistede remsen meget af sin monotoni ved at skulle kommunikeres over større afstande. Jo flere kommunikationsfærdigheder han erhverver, jo sjovere kan han sandsynligvis ha det og behøver så i mindre grad at "falde i staver", fx. i form af stirren på ting på væggen.

METODER

Vi kan i situationen vælge med vores eget initiativ at satse på puls eller klang eller dialoger som det der samler musikken. Puls: spille i takt. Klang: samle på lyde der ligner hinanden. Dialoger: svare hinanden.

Arbejde hen imod udveksling mellem deltagerne:

- påvirke én / gå i dialog med én. Skifte til en anden.

- få flere til at være opmærksomme på mig.

- udvide en dialog til at omfatte flere.

- formidle mellem forskellighederne i musik (fx., lave "minimalistisk" mellemting mellem "snakke" - og "puls" - musik).

- samle folk fysisk, så de ser hinanden, evt. bruger samme instrument (fx. klaver).

Musik som fælles adfærd eller ihvertfald adfærd omkring noget fælles er en retning at stræbe imod. I praksis er helheden ofte uoverskuelig, sommetider præget af en vis diffus eller rodet hygge, sommetider splittet når folk er langt fra hinanden, sommetider en jungle med spændende lokalområder - og sommetider kommer glimt af klarhed og fælles reaktioner som en gave.

Koncentrationens mulige udvikling kan vi forestille os således: