Stockhausen var som Michael Bo skriver 9/12 ikke bange for at revolutionere musikken, og det gælder også det musikalske sammenspils arbejdsmetoder. Men når Michael Bo påstår at "Aus den Sieben Tagen" blot "består af småtekster om, hvad man bør synes, hvordan man bør føle over for hinanden. Og sådn", så snydes læserne for at få en fornemmelse af hele dramaet om hvad noderne og deres fornyelse gennem improvisation har betydet for musikkulturen de sidste 100 år og hvad Stockhausens bidrag hertil er i særdeleshed. Som musiker og forsker med speciale i disse ting og lærer i faget "intuitiv musik" ved Aalborg Universitet siden 1983 synes jeg, læserne bør få mere at vide.
Da jazzen i sin tid ramte vestlig musikkultur, chockerede den bla. ved at musikerne ofte spillede uden noder og improviserede på egen hånd. Genopdagelsen af improvisationen har siden gået sin gang også i partiturmusikken. Stockhausens centrale rolle heri aftegnes bla. af værker som Klavierstück XI fra 1958 over værkerne i "plus-minus" notation fra 1967 og frem - og når et højdepunkt i de to samlinger fra 1968 og 1970, "Aus den sieben Tagen" og "Für kommende Zeiten".
Her er et eksempel, "Natmusik" fra 1968: "Spil en svingning i universets rytme./ Spil en svingning i drømmens rytme". Hovsa, nej ingen konkrete noder. Men: musikeren er nødt til at tage stilling til hvordan de to ting kunne illustreres - i
form af to korte hændelser, som man derefter skal kunne huske i deres essens. For så kommer den næste udfordring: "Spil en vibration i drømmens rytme og forvandl den langsomt til universets rytme". Her kræves analytisk sans, udholdenhed og stadig opfindsomhed. Kort skal fx. gøres til langt, en springende melodi til sin modsætning (tænk selv, hvordan...) i et sejt træk, så der i flere dimensioner samtidigt tages glidende bevægelser og skridt mod den relativt fastlagte, foreløbige endestation - nemlig det musikalske element nr. to, man selv improviserede til at begynde med.
Kuppet her består i at komponisten har lavet et skema, som musikeren ganske vist fylder frit ud, men som ikke desto mindre er en ny-formulering af musikalske formprincipper, som de f.eks. kendes fra sonateformens såkaldte tematiske dualisme og fra variationsformen. Som den snu struktur-strateg Stockhausen var, så er mange af denslags formler nedlagt selv i de tilsyneladende allerfrieste og mest antydende noterede stykker, hvad der sandelig også findes en pæn bunke faglitteratur omkring. Ønsker man andre temaer end de kosmiske, så værs'go og vælg noget andet fra samlingernes 31 forskellige værker.
Bundlinjen for musikkulturen er imidlertid, at musikken skal genopdages helt forfra hvis den ikke skal blive ligegyldig. Jazzmusikerne der fandt på skiftende stilarters balancer mellem skrevet og improviseret vidste det. Carsten Dahl og Ensemble Midt-Vest der lige har gennemarbejdet de ting ved det. Aldrig før har så mange forskellige musiktraditioner og tendenser banket på døren til hinanden og inspireret til nye arbejdsformer, der bedre kan tilfredsstille trangen til til at være skabende sammen. Partiturmusikken må og skal finde sine egne ben i den proces - den har meget at bidrage med selv og kan ikke bare kopiere de andres løsninger.
Stockhausen har gjort det lidt nemmere og endnu mere spændende at navigere i dette farvand, hvor kun kombinationen af drøm og know-how virkelig rykker. Og det er, fordi han har været dristig nok til at udmønte nye slags noder, som i højere grad kan bruges til noget af musikere, der dyrker den selvstændige medskabelse.
